Papiruld – Hvad koster isolering med papir

Skal du have isoleret boligen – og gerne så billigt som muligt? Så er papiruld blandt de billigste alternativer, du finder på markedet. 

Med papiruld får du et bæredygtigt isoleringsmateriale, der fungerer fremragende til at holde på varmen i hjemmet. Faktisk er papiruld i store træk lige så godt at isolere med som mange andre uldprodukter på markedet for isolering. Den primære fordel ved isolering med papiruld er dog den relativt lave pris.

På denne side viser vi dig hvor billigt du kan få isoleret din bolig med papiruld. Læs med, og spar penge – både på selve isoleringen, og selvfølgelig også løbende på din varmeregning.

Hvad koster papiruld pr. kvm.?

Prisen på papirisolering svinger med flere faktorer. Den primære faktor er dog mængden af kvadratmeter, du skal have isoleret med papiruld. Så hvad koster papiruld pr. kvadratmeter?

Du kan regne med en kvadratmeterpris på papiruld på ca. 100-200 kr. Hvis du fx har et loft på 100 kvm., som du skal have dækket med papiruldsisolering, skal du altså regne med en samlet pris på mellem 10.000 kr. og 20.000 kr. 

Om prisen kommer til at ligge i den høje eller den lave ende af denne skala afhænger først og fremmest af tykkelsen af laget. Hvis du blot skal have efterisoleret med et lille lag oven på et nuværende lag af isoleringsmateriale, der er faldet lidt sammen, skal du regne med at lande en pris på omkring de 10.000 kr. Hvis den gamle isolering ikke længere kan holde på varmen overhovedet, så skal der et tykkere lag til – og så kommer prisen også lidt længere op.

Disse faktorer er afgørende på prisen på isolering med papiruld

Vi har allerede nævnt antallet af kvadratmeter og tykkelsen på isoleringen som to faktorer, der påvirker den endelige pris på isolering med papiruld. Men der er også andre faktorer, der spiller ind på prisen.

Hvis du fx skal have isoleret loftet med papiruld, så vil mange også gerne have en vindstop samt en gangbro med i prisen – hvis du ikke allerede har det. Udgifterne til disse er typisk ikke specielt store i det samlede billede, men det skubber selvfølgelig den samlede pris lidt op.

Hvis du skal have isoleret fx en hulmur med papirisolering, så kræver det også lidt mere af isoleringsfirmaerne. Blandt andet skal der bores huller på strategiske steder i hulmuren for at sikre, at papirulden lægger sig jævnt og ligeligt fordelt i muren. Derudover skal der bruges særlige redskaber for at måle og vurdere dækningen af den nye hulmursisolering. Hullerne skal også fuges til igen efterfølgende. – Du kan læse mere om hele processen på linket her – Link til guide om hulmursisolering

De forskellige isoleringsfirmaer tager også forskellige priser pr. arbejdstime. Hvor i landet du bor har meget at sige ift. isoleringsfirmaernes gennemsnitlige timepriser. Hvis du bor tættere på de store byer, eller i hovedstadsområdet, vil timeprisen være højere end hvis du bor i udkantsdanmark. Årsagen er simpel – for i de store byer er firmaernes faste udgifter højere. Disse omkostninger skal dækkes af større indtægter.

Endelig er der også dine muligheder for at hente tilskud i forskellige former til isoleringsprojektet. Det fortæller vi mere om herunder.

Du kan få energitilskud til isolering med papiruld

Hvis du skal have efterisoleret med papiruld kan du, i nogle tilfælde, søge om energitilskud til projektet.

Energitilskuddet er implementeret i Danmark for at støtte den grønne omstilling, og gøre boligerne i landet mere energivenlige. Tilskuddet tager hvert år form i en samlet pulje med begrænsede midler – men hvis du slår tidligt til kan du være heldig at få del i midlerne til isoleringen med papiruld i din bolig.

Der er en række krav, som du skal opfylde for at være berettiget til at modtage energitilskud til efterisoleringen. Bl.a. kan vi nævne følgende:

  • Boligen skal være en helårsbolig
  • Projektet skal have til formål at spare på boligens energiforbrug
  • Boligens nuværende energimærke skal være enten E, F eller G

Du kan søge om energitilskud på Energistyrelsens hjemmeside. Her kan du også læse mere om hvornår næste puljerunde åbner, og om de øvrige krav til dit renoveringsprojekt.